Hvad er RLS?
Restless Legs Syndrome er en neurologisk sanse- og bevægeforstyrrelse, hvor man får en stærk trang til at bevæge benene – ofte ledsaget af ubehagelige fornemmelser.
Sådan opleves RLS
Et liv med RLS er præget af lange perioder med ubehag dagligt – og ofte også af søvnløshed, som tilsammen på sigt kan giver patienterne en række følgelidelser, såsom diabetes, forhøjet blodtryk og almen svækkelse.
Det kaldes Restless Legs Syndrome, fordi det typisk giver uro i benene, men det kan også opstå i armene og andre steder på kroppen. Uroen går kun væk, hvis man bevæger sig. Uroen kan være alt fra let snurren til smertefulde trækninger.
Landsforeningen Restless Legs Syndrome ønsker at øge oplysningen til både RLS-patienter og lægerne, så begge parter opnår mere viden om, hvordan man bedst kan blive behandlet, herunder den bedste medicin til at behandle den uro i kroppen, der er invaliderende for patienterne.
Målet er at udbrede kendskabet til den øvrige offentlighed, så vi får aflivet myter om, at lidelsen skyldes rastløshed – eller at lidelsen kun optræder i benene. Det skal via oplysning udbredes, at RLS kan sætte sig i både arme, ben, skuldre, knæ, mave og øjne.
Tal med din læge, hvis din RLS forringer din søvn og din livskvalitet
Hvor almindeligt er det?
5–15%
Kvinder
Alle aldre
Årsager og risikofaktorer
Årsagen er ikke fuldt kendt, men hænger blandt andet sammen med forstyrrelser i dopaminsystemet i hjernen, jernmangel, som er en hyppig årsag, samt arvelighed. RLS kan også ses i forbindelse med graviditet og nyresygdom samt diabetes, andre neurologiske sygdomme og ved brug af visse lægemidler (fx antidepressiva).
Lider du af RLS eller er du pårørende? Landsforeningen Restless Legs Syndrome giver rette hjælp og støtte
Foreningen for RLS ønsker at skabe et sted, hvor mennesker med RLS kan finde information, dele erfaringer og få adgang til relevant viden og aktiviteter. Du bliver budt på spændende webmøder, får adgang til særlig viden og får vejledning af fagfolk.

Hvem rammes af RLS?
Det anslås, at 5-15 % af befolkningen oplever symptomer på Restless Legs Syndrome (RLS). Tilstanden forekommer ikke kun hos voksne, men ses også hos børn, hvor man vurderer, at 2-4 % er berørt.
Hos børn kan symptomerne være svære at genkende, da uro og bevægelsestrang kan forveksles med andre tilstande eller forklares som almindelige voksesmerter. Derfor er det vigtigt med øget opmærksomhed på RLS hos både forældre og sundhedsprofessionelle, så børnene kan få den rette udredning og støtte.
RLS ses også hyppigere under graviditet, ofte i forbindelse med lave jerndepoter eller jernmangel. Kendskab til symptomerne blandt både gravide og sundhedsprofessionelle kan derfor være med til at sikre tidligere identifikation og relevant vejledning.
Der er fortsat behov for mere viden om årsagerne til RLS og de mest effektive behandlingsmuligheder. Landsforeningen arbejder derfor for at fremme oplysning om sygdommen og støtte forskning på området.
Samtidig ønsker Landsforeningen at skabe netværk og fællesskaber, hvor mennesker med RLS og deres pårørende kan dele erfaringer, få støtte og hente inspiration til hverdagen med sygdommen.


